Ofte stillede spørgsmål

Genvinding af materiale er defineret i den europæiske standard EN 13430 og EN 16848 (tilpasset fra ISO 18604) som gen-bearbejdning af et brugt produkt til et nyt produkt. Plastik, som efter brug kan samles, sorteres og videreforarbejdes til et nyt produkt, hedder mekanisk genvinding. En anden mulighed er kemisk genvinding, hvor materialerne nedbrydes til monomerer, som kan bruges igen til produktion af polymer.

Et product som kan nedbrydes af mikroorganismer (bakterier eller svamp) til vand, naturligt forekommende gasser som carbondioxid (CO”) og metan (CH4) og biomasse. Biologisk nedbrydelighed afhænger kraftigt af de miljømæssige forhold: temperatur, tilstedeværelse af mikroorganismer, tilstedeværelse af ilt og vand. Den biologiske nedbrydelighed og nedbrydningshastigheden for et biologisk nedbrydeligt plastikprodukt kan være forskellig i jorden, på jorden, i fugtigt eller tørt klima, i overfladevand, i havområder eller i menneskeskabte systemer som kompostering i hjemmet, industriel kompostering eller anaerob nedbrydning.

Komposterbare materialer er materialer, som bliver nedbrudt under komposteringsforhold. Hjemmekompostering skaber betingelser med meget lavere og mindre stabile temperaturer end industriel kompostering. Der er ingen CEN standarder for plastik, som er velegnet til hjemmekompostering, men adskillige lande har udviklet og taget nationale standarder i anvendelse til test og certificering af materialer til hjemmekompostering. Betingelserne for industriel kompostering kræver en hævet temperatur (55-60°C) kombineret med en høj relativ fugtighed og tilstedeværelsen af ilt, og de er faktisk de most optimale sammenlignet med andre almindelig bionedbrydelighedsbetingelser: i jord, overfladevand og havområder. Overholdelse af EN13432 anses for at være et godt mål for industrielle pakkematerialers komposteringsevne.

Vores bæredygtige emballage design tillader faktabaserede valg mellem emballage designs, bl.a. har vi en 4 trins tilgang, hvor følgende parametre indgår: 1. Miljømæssig indflydelse fra materialer. 2. Madspild. 3. Markedsaccept. 4. Omkostninger. Antallet og typen af de parametre, som vi medtager, vil afhænge af det forretningsmæssige spørgsmål, som bliver stillet. Et simpelt spørgsmål om vægt og genanvendt indhold i specifikke emballage muligheder vil kun kræve brug af ét parameter. Derimod vil en overordnet vurdering og en sammenligning af de samlede produkt- og pakkesystemer kræve en livscyklus tilgang og brugen af en lang række parametre. De parametre, vi normalt måler på, er: kildereduktion, genanvendelighed, materiale aftryk og madspild (CO2 aftryk, brug af frisk vand, energiforbrug). De foretrukne materialer i vores model er mono-materialer, genanvendelige ikke-biologisk nedbrydelige plastikarter (PET, PP og PE) og bio-baseret/fornybar pap eller pulp. Ikke-genanvendelige bio-nedbrydelige plastikarter (PLA, stivelsesbaseret) kan ikke anbefales, da de – hidtil – ofte er blevet forvekslet af forbrugerne med konventionelle plastiktyper og ender således i den forkerte affaldsstrøm, hvorved de forurener genbrugsstrømmene. Dette bør smides ud sammen med ikke-genanvendeligt affald, og det er derfor ikke en bæredygtig løsning, da det brændes direkte. Brugen af pakkematerialer som fremstilles af et mix af materialer, som forbrugeren ikke automatisk vil adskille, anbefales heller ikke.

Ja! Miljøaftryk (CO2 ækvivalenter og vandforbrug) ved færdigpakning opvejer oftest madspild pga. tab i forsyningskæden og hos forhandleren af uindpakket frisk frugt og grønt. Dette gælder ikke bare for de omtalte sleeve emballerede agurker (medmindre disse er lokale), men for størstedelen af frisk frugt og grønt. Der er undtagelser, især når fødevare-til-emballage-forholdet er lavt, som det fx er tilfældet for produkter som spinat, hvor færdigpakningen ikke opvejer virkningen af tabet af uindpakket spinat. Udelukkende set ud fra et perspektiv om fodaftryk, så er det bedst at sælge disse produkter i løs vægt, men der er andre faktorer, som offentligheden måske tillægger større vigtighed – som hygiejne, om det er let at transportere, portionsopdeling og varemærkning – hvilket får forhandlere til at beslutte at sælge produktet færdigindpakket.

Ingen emballage er fuldstændig bæredygtig, fordi produktion kræver energi og skaber affald. Men designere kan gøre emballage mere bæredygtig ved at tage hensyn til miljømæssige påvirkninger under fremstillingsprocessen, brug og udsmidning, samtidig med at sikre at der ydes optimal af beskyttelse af produktet. Det største problem opstår ved over-indpakning, hvilket er dyrt for producenten og irriterende for forbrugeren. Men samtidig er en af emballagens vigtigste funktioner at undgå madspild i forsyningskæden. Vi er nødt til at balancere under- og over-emballering. Under-emballering skal undgås for at undgå madspild, men over-emballering skal også undgås for at undgå omkostninger og adressere forvirring hos forbrugerne. Derfor, når vi er nået frem til det optimale emballage design, har vi behov for gennemsigtig og ansvarlig kommunikation til forbrugerne. Det drejer sig udelukkende om at finde lige det nøglepunkt i innovationen, hvor kundens behov, den miljømæssige påvirkning samt de tekniske kompetencer støttes af gennemsigtig og ansvarlig kommunikation til forbrugeren. Materialevalget afhænger af produktet, hvordan det vil blive opbevaret, hvordan det vil blive fordelt, om det vil blive opvarmet eller nedkølet, hvordan det vil blive transporteret, udstillet i forretninger, brugt af forbrugeren og afskaffet.